af Kees van Kooten Niekerk

Knud Ejler Løgstrup (1905 –1981), dansk teolog og filosof, 1943-1975 professor i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. 

Løgstrup er mest kendt, i Danmark såvel som internationalt, for sine tanker om den etiske fordring, som han publicerede i Den etiske fordring (1956). Grundideen er, at den kendsgerning, at et menneske i sin omgang med et andet menneske altid ”holder noget af dets liv i sin hånd”[i], indebærer fordringen om at tage vare på dette andet menneskes liv.

Løgstrups tanker om den etiske fordring er et forsøg på at redegøre for det kristne kærlighedsbud i almenforståelige begreber. Som sådan har de filosofisk karakter og gør krav på gyldighed uafhængigt af den kristne tro. Samtidig har de dog også det teologiske formål at tjene forståelsen af det kristne budskab. Generelt kan Løgstrups tænkning betegnes som filosofi i en teologisk kontekst. Hans filosofi er en form for fænomenologi, som tager sit udgangspunkt i vor umiddelbare erfaring af den menneskelige eksistens og verden. For så vidt knytter den til ved og videreudvikler Martin Heideggers og Han Lipps’ såkaldt eksistentiale fænomenologi. Det er dog et særligt træk ved Løgstrups filosofi, at den øser i rigt mål af skønlitteratur, som han tillagde stor betydning for forståelsen af menneskelivet. 

Løgstrups tænkning rækker langt ud over etikken. Den omfatter mange andre områder. Løgstrup har sammenfattet og udarbejdet sine tanker på disse områder i et firebindsværk med fællestitlen Metafysik, som rummer sprogfilosofiske, religionsfilosofiske og kunstfilosofiske betragtninger samt betragtninger over historie og natur. Et gennemgående træk ved disse betragtninger er, at adskillige fænomener som fx åbenhed, barmhjertighed og sansning tydes religiøst som vidnesbyrd om, at verden og mennesket er skabt.

Løgstrup var ikke blot teoretiker. Han var også dybt engageret i samfundslivet. Således deltog han aktivt i modstanden mod tyskerne under anden verdenskrig og måtte som følge deraf gå under jorden. Efter krigen bidrog han jævnligt til den offentlige debat, bl.a. om samfundets økonomiske indretning og pædagogikken. I sine sidste år involverede han sig i et borgerinitiativ mod placering af et kæmpekraftværk og deponering af atomkraftaffald på Djursland, hvor han boede. 

Liv og værk

Den yngre Løgstrup

Løgstrup blev født den 2.9.1905 i København. Han gik i gymnasiet på Metropolitanskolen, hvor han blev student i 1923. Efterfølgende læste han teologi ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, hvor han blev kandidat i 1930. 

1930-1935 foretog han studier i udlandet. Han gik til forelæsninger hos filosofferne Henri Bergson, Martin Heidegger, Hans Lipps og Moritz Schlick og teologerne Friedrich Gogarten og Emanuel Hirsch. 

I 1935 blev Løgstrup gift med Rosemarie Pauly, en tysk filosofistuderende, som han havde mødt under et studieophold i Freiburg. I Freiburg gik begge til forelæsninger hos Martin Heidegger. 1936-1943 var Løgstrup sognepræst i Sandager-Holevad på Fyn. Da dette var et lille landpastorat, gav det ham lejlighed til at forske ved siden af præstegerningen.

Indtil Løgstrup blev præst, havde han været aktiv i KFUM, som stod for en vækkelsespræget udgave af kristendommen. Men som præst tilsluttede han sig Tidehverv, en bevægelse, som var vokset ud af et opgør med fromhedsdyrkelsen i KFUM. Inspireret af Luther, Kierkegaard og den tyske dialektiske teologi betonede bevægelsen syndens radikalitet og frelsens eksklusive afhængighed af Guds nåde, samtidig med at man opfordrede til troskab mod det almindelige, jordiske liv. Under indflydelse af præstekollegaerne Knud Hansen og Kaj Thaning kom Løgstrup til at tilhøre en variant af Tidehvervsbevægelsen, som med inspiration fra Grundtvig lagde stor vægt på det skabte livs selvstændige betydning.

Under anden verdenskrig tog Løgstrup afstand fra den danske regerings samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt. Det gjorde han først i en privat brevveksling med sin ven Hal Koch, som forsvarede samarbejdspolitikken, senere også offentligt.[ii]Fra 1942 deltog han i den illegale modstand mod tyskerne og fra august 1944 til krigens udgang i maj 1945 måtte han gå under jorden. Efter krigen var Løgstrup blandt kritikerne af, at politikerne under retsopgøret ikke ville stå ved deres ansvar for samarbejdspolitikken.[iii]

Akademisk karriere

Efter afslutningen af kandidatstudiet skrev Løgstrup en prisopgave om filosoffen Max Schelers etik, hvormed han i 1932 erhvervede sig en guldmedalje ved Københavns Universitet. 

Efterfølgende gik han i gang med at udarbejde en doktordisputats om erkendelsesteoretiske spørgsmål. Hensigten var at befri teologien fra dens binding til den dengang gængse, Kant-inspirerede, erkendelsesteori, der som en subjektivering af erkendelsen syntes at udelukke enhver form for gyldig gudserkendelse. Disputatsprocessen førte gennem tre forkastede forsøg til den endelige disputats med titlen Den erkendelsesteoretiske konflikt mellem den transcendentalfilosofiske idealisme og teologien, som Løgstrup forsvarede den 14. januar 1943. I disputatsen gør han op med den nykantianske erkendelsesteori, som han betragter som en eksponent for den herskende opfattelse, at hele livets mening består i menneskeskabt kultur. Han modstiller denne opfattelse den jødisk-kristne livsforståelse af, at livet som skabt af Gud allerede har indhold og mening forud for al kultur.

Disputatsen skaffede Løgstrup endnu i 1943 stillingen som professor i etik og religionsfilosofi ved det nyoprettede teologiske fakultet ved Aarhus Universitet, en stilling, han beklædte til sin emeritering i 1975.

Etikeren 

I sommeren 1950 holdt Løgstrup et foredrag på Krogerup Højskole med titlen ”Humanisme og Kristendom”, hvori han fremstiller den etiske fordring som en almenmenneskelig fordring, humanisme og kristendom er enige om. Denne tanke faldt i tråd med anliggendet i Heretica, en kreds af danske forfattere, som i efterkrigstidens værdikrise søgte tilbage til den sande humanitet. Ole Wivel, en af kredsens hovedkræfter, lod foredraget trykke i kredsens tidsskrift, og via Wivel fik Løgstrup en vis tilknytning til Heretica. 

I 1956 udgav Løgstrup tankerne fra ”Humanisme og Kristendom” i udarbejdet form i Den etiske fordring. Det er bogens formål at give en ’human’ eller filosofisk redegørelse for kærlighedsbuddet i Jesu forkyndelse. Redegørelsen inddrager skønlitterære eksempler og indeholder betragtninger over forholdet mellem poesi og etik.

På baggrund af sin litterære interesse blev Løgstrup i 1961 valgt som medlem af Det Danske Akademi, som har til formål ”at virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen”.

Ligeledes i 1961 udgav Løgstrup Kunst og etik. Bogen indeholder essays over æstetiske, etiske, politiske og teologiske emner og slutter med en udførlig replik til kritikken, der i de foregående år var femført mod Den etiske fordring. I titelessayet ”Kunst og etik” gør Løgstrup sig til talsmand for den tese, at sand kunst altid rummer et etisk perspektiv. 

Da Løgstrup udviklede sin opfattelse af den etiske fordring, kom han til at stille sig kritisk til Kierkegaard, fordi denne efter hans mening nedvurderede det jordiske liv og den naturligt-menneskelige kærlighed. Kritikken førte til en mangeårig polemik med Kristoffer Olesen Larsen, en af Tidehvervs førende skikkelser, om fortolkningen af Kierkegaard og den rette forståelse af kristendommen. Polemikken var eksponent for en dybere uenighed med Tidehverv, som endte med, at Løgstrup i 1964 brød med bevægelsen. 

Løgstrups endelige stillingtagen til Kierkegaard kom med Opgør med Kierkegaard (1968). Her fremsatte han bl.a. tanken om ”de suveræne livsytringer”, spontane måder, hvorpå vi forholder os positivt til vore medmennesker, fx tillid, barmhjertighed og åbenhed i talen. De er udtryk for Gud, skaberens, nåde i det naturlige menneskeliv, og det er kun i kraft af dem, vi kan leve godt sammen.

I Norm og spontaneitet fra 1972 udarbejdede og supplerede Løgstrup sine etiske tanker. Bogen kommer bl.a. ind på karakterdannelsen og seksualetiske spørgsmål. Den beskæftiger sig desuden udførligt med problemet om samfundets politiske og økonomiske indretning. Dette problem var blevet aktuelt på grund af studenteroprøret sidst i 60’erne. Løgstrup distancerede sig imidlertid fra studenteroprøret, fordi det ville føre til ”dilettantokrati”, herredømme baseret på en forenkling af problemerne.

I 1974 modtog Løgstrup Amalienborgprisen fra dronning Margrethe 2. som anerkendelse for fremragende humanistisk forskning. Prisen blev brugt til at finansiere en fransk oversættelse af Norm og spontaneitet.

Metafysikeren

I 1976 påbegyndte Løgstrup udgivelsen af et firebindsværk med fællestitlen Metafysik. Med denne titel angiver han dels, at værket sigter mod en forståelse af helheder, dels, at denne forståelse bygger på fænomenologiske analyser, der tager udgangspunkt i den umiddelbare erfaring. Medens Løgstrups tidligere fænomenologiske analyser koncentrerede sig om den menneskelige eksistens, udvider han nu fænomenologien til en ”kosmo-fænomenologi”, der forsøger at forstå menneskelige fænomener som sansning, sprog og de suveræne livsytringer ud fra verden eller ”universet”. Analyserne munder ofte ud i et forsvar for en ”religiøs tydning”, som tolker fænomenerne som udtryk for, at mennesket og verden er skabt.[iv]

Metafysikkens første bind, Vidde og prægnans. Sprogfilosofiske betragtninger (Metafysik I) udkom i 1976. Bindet rummer bl.a. betragtninger over sprogets tone og forholdet mellem ordbetydningens vidde og prægnans, en afvisning af nominalismen samt en diskussion af Jacques Derridas sprogfilosofi.

I 1978 udkom Skabelse og tilintetgørelse. Religionsfilosofiske betragtninger (Metafysik IV). Den centrale idé er, at altings tilintetgørelse lægger op til tanken om en guddommelig skabermagt, der holder tingene intetheden fra livet, så længe de er til. Bogen rummer endvidere betragtninger over tid og rum, det klassiske universaliespørgsmål, og forholdet mellem skaberværket og gudsriget.

I 1979 modtog Løgstrup den tyske Heinrich Steffens-pris, som indtil 2005 med jævne mellemrum tildeltes en kulturpersonlighed fra et af de nordiske lande.

Posthume publikationer

Løgstrup døde i 1981. Derfor nåede han ikke selv at klargøre de øvrige to metafysikbind til publikation. Denne opgave blev varetaget af en udgivergruppe bestående af Rosemarie Løgstrup samt Løgstrups elever Svend Andersen, Karstein M. Hansen, Ole Jensen og Viggo Mortensen.

Gruppens arbejde resulterede i 1983 i udgivelsen af Kunst og erkendelse. Kunstfilosofiske betragtninger (Metafysik II). En central idé er her, at sansning giver et stemt indtryk af verden, som rummer en erkendelse, der formidles ved kunstnerens artikulation af indtrykket. Bogen indeholder desuden betragtninger over den æstetiske oplevelse af litteratur samt diskussioner af Per Højholts litteraturteori og Jørgen Gustava Brandts digtning.

Metafysikken blev afsluttet i 1984 med publikationen af Ophav og omgivelse. Betragtninger over historie og natur (Metafysik III). I denne bog gør Løgstrup op mede tanken om universet som omgivelse for en selvberoende bevidsthed. Han betoner, at universet først og fremmest er vort ophav, både evolutionært og gennem dets tilstedeværelse i vor sansning. Bogen rummer endvidere betragtninger over forholdet mellem sansning og forståelse, over naturens ”analoge orden” (som består i, at det typiske går igen i det partikulære), samt over historie og menneskets historicitet.

Foruden de sidstnævnte metafysikbind har udgivergruppen på grundlag af Løgstrups efterladte papirer udsendt to essaysamlinger. I 1982 kom den af Løgstrup selv planlagte bog System og symbol, som diskuterer etiske, politiske og litterære emner. I 1987 kom Solidaritet og kærlighed, som indeholder essays, artikler og overvejelser af forskellig art.

Af de øvrige posthume publikationer kan nævnes Kære Hal. Kære Koste(brevvekslingen med Hal Koch under krigen; 1992) og Prædikener fra Sandager-Holevad (1995).

Etik

I Den etiske fordring forbinder Løgstrup tanken om den etiske fordring i første omgang med en fænomenologisk analyse af tillid. Al menneskelig kommunikation indebærer iflg. Løgstrup en tillid, som består i ”at vove sig frem for at blive imødekommet”.[v]Fx når man henvender sig til én for at begynde en samtale. Derved lægger man noget af sit liv i den andens hånd. Den anden kan jo tage godt imod én, men også afvise én eller misbruge ens tillid. I denne tillid ligger der nu iflg. Løgstrup en uudtalt fordring om at tage vare på livet af den, der viser én tillid.[vi]Det skal ikke forstås sådan, at fordringen udelukkende knytter sig til tillid. Senere i bogen bliver det klart, at den etiske fordring er givet med enhver situation, hvor man har noget af et andet menneskes liv i sin hånd, også når han eller hun ikke viser én tillid.[vii]

Den etiske fordring bestemmes nærmere som tavs, dvs. at den ikke nødvendigvis svarer til den andens udtalte ønsker. Man må selv konkretisere den i situationen, på eget ansvar. Fordringen er desuden radikal, dvs. den kræver ikke blot at vi tager vare på den andens liv, men også, at vi gør det uselvisk, udelukkende for den andens skyld. Fordringen er endvidere ensidig, dvs. at den ikke giver krav på, at den anden gengælder ens godgørenhed. Endelig er den uopfyldelig, fordi vi kun kan tjene den anden uselvisk i en spontan næstekærlighed, som vi ikke har. Vi kan ganske vist gøre fordringens gerninger, men så gør vi dem af andre, mere eller mindre selviske motiver. Og som bevidste forsøg på selv at opfylde fordringen, er de netop ikke spontannæstekærlighed..

Den etiske fordring rummer en udførlig diskussion af forholdet mellem den etiske fordring og de sociale normer, dvs. den herskende ret, moral og konventioner. Fordi disse normer beskytter samfundets borgere mod overgreb, kan de ofte have vejledende betydning for fordringens konkretisering. Denne vejledning er dog langt fra altid tilstrækkelig. Det skyldes, at anvendelsen af normerne ofte kræver et skøn, og dér spiller fordringens motiv – den andens vel – en væsentlig rolle. Nogle normer kan desuden kun efterkommes, hvis man handler ud fra fordringens motiv. Fx opdragelse af ens børn til selvstændighed. Når normerne er forældet, kan deres vejledning sågar være helt forfejlet. Fx gammeldags autoritær børneopdragelse.[viii]

Løgstrups etik er en filosofisk redegørelse for næstekærligheden, som begrundes i den kendsgerning, at menneskelivet er et liv i afhængighed af andre.[ix]Derfor kan Løgstrup betegne sin etik som en ontologisk etik. Han afviser en kristen etik, som vil udlede særlige normer af bibelen. Hans etik har dog samtidig den teologiske funktion, at den fremmer forståelsen af den kristne forkyndelse. Indsigt i den etiske fordring giver os både en bedre forståelse af Jesu kærlighedsbud og en afklaring af hans budskab om syndernes forladelse som det specifikt kristne svar på, at vi ikke opfylder fordringen. Og dette budskab belyses filosofisk ved hjælp af en fænomenologisk analyse af tilgivelse mellem mennesker.[x] 

I årtiet efter Den etiske fordring nåede Løgstrup frem til sin opfattelse af de suveræne livsytringer, som han fremsatte i Opgør med Kierkegaard. De suveræne livsytringer er spontane tilskyndelser eller måder at forholde sig til andre på såsom tillid, talens åbenhed og barmhjertighed. De fremmer menneskeligt samliv ved en selvforglemmende optagethed af den anden. Deres suverænitet består i, at de får os til at komme ud over vor naturlige selvoptagethed.

I de suveræne livsytringer virkeliggøres det, som fordres af den etiske fordring, umiddelbart eller spontant.  Først når vi modsætter os den spontane tilskyndelse, melder det, den tilskynder os til, sig som en fordring. Så kan vi forsøge at gøre det, vi burde have gjort spontant, i en bevidst lydighed mod fordringen. Men i denne lydighed vil der iflg. Løgstrup altid blande sig selviske bagtanker, fx. om godhed i andres og egne øjne. Således forbliver den etiske fordring uopfyldelig.

Vi frembringer ikke de suveræne livsytringer selv. De udgør en godhed i vort liv, som vi har fået skænket af Gud, skaberen. Derfor har vi ingen grund til at bryste os af dem som vor egen præstation. Gør vi det alligevel, gør vi os skyldige i selvretfærdighed, som for Løgstrup som luthersk teolog er indbegrebet af synd.[xi]

Virkning 

Danmark

Løgstrups tænkning, især hans etik, har fået stor indflydelse i det danske kulturliv. Den etiske fordring er fra begyndelsen blevet diskuteret bredt, såvel i fagkredse som i offentligheden. Bogen er siden 1956 blevet genoptrykt utallige gange, senest i 2010. Betydningen af Løgstrups tænkning bevidnes også af en stadig strøm af sekundærlitteratur, hvoriblandt adskillige disputatser og monografier.

I 1995 oprettedes Løgstrup Arkivet ved Aarhus Universitet. Løgstrup Arkivet rummer alle Løgstrups publikationer samt et udvalg af sekundærlitteraturen. Det rummer desuden en digital kopi af Løgstrups efterladte papirer, anslået til at have et omfang på ca. 70.000 sider. Endelig indeholder den de forskningsrelevante dele af Knud Ejler og Rosemarie Løgstrups bogsamling.

I 2008 startede forlaget Klim udgivelsen af Løgstrup Biblioteket. Her genudgives først of fremmest alle Løgstrups bøger (som oprindeligt udkom hos Gyldendal), men serien rummer også antologier, monografier samt ledsagere (kommentarer) til Løgstrups vigtigste værker. Udgivelserne præsenteres på seminarer ved Aarhus Universitet, som hver gang tiltrækker et stort publikum.

Internationalt

Den etiske fordring er oversat til tysk, engelsk, svensk, norsk og færøsk, Opgør med Kierkegaard til tysk og Norm og spontaneitet til tysk og fransk. Endvidere er alle fire metafysikbind oversat til tysk, og et udvalg af dem til engelsk.

I Løgstrups levetid bredte hans indflydelse sig især til Skandinavien og Tyskland, i den senere tid er der en voksende interesse for hans etik i USA og England. Denne interesse bevidnes bl.a. af udgivelsen af en revideret engelsk oversættelse af Den etiske fordring (The Ethical Demand, 1997) og af den rolle, hans etik spiller i Alasdair MacIntyres og Zygmunt Baumans senere publikationer.

I 2002 fandt der en international konference om Løgstrups etik sted på Sandbjerg Slot, som resulterede i udgivelsen af en engelsk oversættelse af senere etiske tekster og en debatbog (hhv. Beyond the Ethical Demand og Concern for the Other, begge i 2007). I 2010 holdtes en konference om Løgstrups etik med deltagelse af engelske og skandinaviske forskere i Sheffield, som i 2011 blev fulgt op af en tilsvarende konference i Aarhus. I 2017 udkom en publikation af bidrag fra disse konferencer under titlen What Is Ethically Demanded? K.E. Løgstrup’s Philosophy of Moral Life. 

Litteratur

ŸAndersen, Svend: Løgstrup, København (ANIS) 1995

ŸAndersen, Svend; van Kooten Niekerk, Kees (eds.): Concern for the Other. Perspectives on the Ethics of K.E. Løgstrup, Notre Dame and London (University of Notre Dame Press) 2007

ŸBugge, David: Løgstrup og litteraturen, Aarhus (Klim) 2009

ŸBugge, David; Böwadt, Pia Rose; Sørensen, Peter Aaboe (red.): Løgstrups mange ansigter, København (ANIS) 2005

ŸBugge, David; Sørensen, Peter Aaboe (red.): Livtag med den etiske fordring, Aarhus (Klim) 2007

ŸFink, Hans; Stern, Robert (eds.): What Is Ethically Demanded? K.E. Løgstrup’s Philosophy of Moral Life, Notre Dame, Indiana (University of Notre Dame Press) 2017

ŸHansen, Karstein M.: K.E. Løgstrups forfatterskab 1930-2005. En bibliografi, 2., udvidede udgave, Aarhus (Aarhus Universitetsforlag) 2006

ŸHauge, Hans: K.E. Løgstrup. En moderne profet, København (Spektrum) 1992

ŸJensen, Ole: Historien om Løgstrup, København (ANIS) 2007

ŸRabjerg, Bjørn: ”Suveræne livsytringer og kredsende tanker og følelser – en kritisk begrebsudvikling”, Dansk Teologisk Tidsskrift 77/3, 2014, s. 178-196.

ŸRabjerg, Bjørn: ”Suveræne livsytringer og kredsende tanker og følelser – en kritisk udfoldelse af deres karakteristika”, Dansk Teologisk Tidsskrift 77/4, 2014, s. 258-275.

ŸRabjerg, Bjørn: Tilværelse og forståelse. Aarhus (Forlaget Klim) 2016.